Af Julie Vöge, boligen@berlingske.dk 15. april 2007

Per Grunert er ekspert i skimmelsvampe og selv uhyre sensitiv over for den irriterende gevækst. Han har været på svampetjek i Julie Vöges ny hus, som nu har fået endnu et tilnavn: Svampereden.
Det kan godt være, at du tror, du har høfeber og fødevareallergi, men måske er det i virkeligheden dit hus, som er sygt. Skimmelsvamp er en alvorlig affære for pengepungen og dit helbred – og for de eksperter, der lever af at fjerne den. Det opdagede jeg den dag, en garvet svampeekspert trådte ind i vores hus.
»Der er uden tvivl mange, som tror, de lider af fødevareallergi eller har høfeber, hvor forklaringen reelt er, at de bor med skimmelsvamp. Mit råd er derfor, at i stedet for kun at kigge ind i dit køleskab for at tjekke mængden af farvestoffer eller holde øje med antallet af pollen i luften, så kig på dit hus,« siger Per Grunert, der er ingeniør, rådgiver og kvalitetschef hos det uvildige boligrådgivningsfirma Bolius – Boligejernes Videnscenter A/S. 

Og Per er i sandhed en mand, der lever efter sit råd. Faktisk i en grad, hvor han lever af også at kigge andres huse efter i sømmene. Det har han gjort i så mange år, at han har været i nærkontakt med så meget skimmelsvamp, at han i dag er hypersensitiv og efter ganske kort tid i selskab med svampesporer får gener i form af irriterede øjne og en næse, der løber. På trods af generne, sparer Per ikke sig selv under gennemgangen af vores »nye hus«, der blev omdøbt til »det syge hus«- og nu bare kaldes for »Svampereden«. Hver et lille gulvbræt og hver en lille tapetflig bliver vendt, gnedet og navnlig lugtet til.

Resultatet udebliver ikke. På kun 15 minutter har Per fundet alt for høj fugt og dermed sikkert også skimmelvækst i gulvet i en af vores stuer og råd i to gulvbjælker i entreen. Skader, som den første håndfuld fagfolk hidtil har overset, og som vi nu må gå videre med hele den tunge vej hen til forsikringsselskabet, der igen, igen skal tage stilling til, hvorvidt vi selv skal betale for at få flere grå hår i hovedet eller ej. Vores held er, at vi ikke er flyttet ind i huset. Var vi det, ville vi ifølge Per Grunert uden tvivl være blevet syge. Og måske efter et halvt år have udviklet kroniske allergitilstande, som ikke ville gå væk, selv om vi flyttede. Lige netop det med at flytte fra et svampeangrebet hus plejer at være en god måde at finde ud af, om ens helbredsgener skyldes husets tilstand.
»Jeg har oplevet flere eksempler på familier, der fik det mærkbart bedre, når de var på ferie. Og jeg har endda oplevet, hvordan samme familier var blevet så overfølsomme over for svamp, at de fik det dårligt af bare at modtage og åbne post, som havde været forbi det angrebne hus, som de midlertidigt var flyttet ud af,« fortæller Per og tilføjer, at det derfor er en god idé at få lavet en svampeanalyse, hvis reglen er, at du får det fysisk bedre, når du er væk fra dit hus.

Efter 20 minutter er Pers pæne jakke og bukser syltet ind i støv og sikkert også i svamp. Jeg føler mig helt led ved at indrømme, at det kun gør mig bedre tilpas ikke at være den eneste, der efterhånden ligner en omvandrende reklame for samtlige FØR-produkter. Endnu gladere bliver jeg for Per, da han bedyrer, at vi nok skal få et dejligt hus ud af »Svampereden«, når først vi har elimineret fugtkilderne og renset skimmelsvampen væk. 

Per Grunert har som Bolius-rådgiver og bygningsingeniør arbejdet så meget med skimmelsvamp, at han er blevet hypersensitiv over for svampen. Efter en halv time i vores hus begyndte han at snøfte, og øjnene begyndte at klø. Kender du én som Per, så send ham en middagsinvitation og lur ud fra hyppigheden af hans snøften, om dit hus har skimmelsvamp. Foto: Julie Vöge

 Det er ubeskriveligt dejligt at høre positivt nyt efter i flere måneder at løbe op ad bakke og kun blive fodret med den ene forfærdelige svampehistorie efter den anden. Historier, som jeg er usigelig glad for at høre, men som også har givet mig et opgivende skær i blikket, som min mand slet ikke kan holde ud at se på. Og tro mig, et par solbriller er langtfra nok til at gemme desperationen væk. Det ville også kræve en mundkurv og en éngangsbillet til Kina. På den anden side er der vist nok ret fugtigt i Kina!

Dagen, hvor folkene fra Microclean tropper op med damp og renser stuetagen, 1.-salen og loftet, nærmer sig. Men, vi mangler at tage stilling til, hvad vi skal gøre med vores fugtige og skimmelbefængte kælder. Jeg hiver fat i Pers nu helt støvede jakke og gelejder ham ned i det smuldrende dyb. På vejen fortæller han, at gamle kældre med fugt som vores kræver, at vi indstiller os på, at rummene ikke kan bruges til hvad som helst. Heller ikke til at smide ungerne derned, når de bliver teenagere. Per fortæller også, at man godt kan have en fugtig kælder uden skimmel, men ikke skal tro, at al skimmel kan ses med det blotte øje. Kun prøver kan slå fast, om der er svamp eller ej. De prøver har vi fået taget, og vi ved, at det er nødvendigt at hamre al puds ned, pudse op igen, male med kalk og, for at skaden ikke skal dukke op igen inden næste sommer, formodentlig også investere børneopsparingen i et omfangsdræn (vi har 10-12 år til at overbevise dem om, at det bare var alle tiders idé). Derudover skal vi have sat et par radiatorer op eller alternativt et varmetilsluttet og uisoleret rør op hele vejen rundt langs væggen i panelhøjde, så varmen fra røret kan tørre den fugt, der ikke tages via drænet, men stiger op gennem gulvet. Og jo, så lige udskifte de blyindfattede kældervinduer med ventilerede ruder.

Godt tilfreds med de gode, dyre råd, lader jeg Per slippe for mere snøften. Vi vinker farvel og kører videre ud i livet iklædt svampesporer fra top til tå.